Så skulle det være helt sikkert. Der kommer en femte film i den populære serie om Indiana Jones, og ifølge rygterne har Steven Spielberg og George Lucas taget kritikken fra sidste film til sig.
Det er den australske hjemmeside Stuff, som har opsnappet de første detaljer om filmen.
Ifølge hjemmesidens kilde vil den nye film vende tilbage til seriens rødder og handle om Bermuda-trekanten i stedet for rumskibe som den sidste film.
"Det bliver en blockbuster lavet på den gammeldags måde i stedet for alle de computereffekter, der var i den sidste film," siger kilden til Stuff.
Derudover skulle den nye film også blive anderledes end de foregående i serien.
"Det ser ud til at blive en følsom og spændende konklusion på serien, hvor Indy kommer op imod sine største udfordringer nogensinde," siger kilden.
I øjeblikket er Steven Spielberg og George Lucas i gang med at skrive manuskriptet til filmen, og de er allerede nået så langt, at Harrison Ford har fået besked på, at han skal holde sig klar til at optage allerede næste år.
Det skulle også være sikkert, at den unge Shia LaBeouf vil vende tilbage i rollen som Indiana Jones' søn.