For kort tid siden kom det frem, at det var forretningsmanden Per Wimmer, som havde købt Masnedø Kalv.
Hvad det skulle koste kunne man dengang kun gisne om, men det er bestemt ikke småpenge ifølge den netop tinglyste handel.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Filantropen og eventyreren - som blandt andet står bag investeringsbanken Wimmer Financial og rumprojektet Wimmer Space - har nemlig betalt intet mindre end 7,3 millioner kroner for den 2,3 hektar store ø i Storstrømmen.
En handel, der var i hus blot 14 dage efter han hørte om øens eksistens for første gang:
- Det var lidt et impulskøb for at være helt ærlig, sagde Per Wimmer til Boliga.dk i en artikel i forbindelse med købet.
- Jeg er sådan en type, der ret hurtigt kan tage beslutninger. Enten kan jeg lide det, eller også kan jeg ikke lide det - og den (Masnedø red.) her kunne jeg godt lide.
- Det spillede også ind, at beliggenheden er helt i top; jeg kan flyve ind fra London og tage en helikopter til øen fra Kastrup på 12 minutter eller lidt over en time i bil.
Salget af øen - som også huser et sommerhus i form af en norsk bjælkehytte på 78 kvadratmeter - blev håndteret af liebhavermæglerkæden Lützau.dk, og da Per Wimmer slog til, lød udbudsprisen ifølge Boliga.dk på 8.295.000 kroner.
Det er altså lykkedes forretningsmanden at få en rabat på næsten en million kroner for øen, som han tidligere på måneden fortalte Boliga.dk, skal bruges som et privat fristed og ikke kommercielt.
Se Masnedø Kalv her.