Den prisbelønnede forfatter Leonora Christina Skov fortæller i et interview med Alt for damerne, at hun og hustruen Annette K. Nielsen havde en svær start på forholdet.
Faktisk havde den nu 45-årige Leonora Christina Skov ikke tidligere skændtes så meget, som parret gjorde det første år.
Hun fortæller, at hun kom fra en situation med nogle forældre, som hun ikke følte sig elsket af, og at hun følte at hendes 22 år ældre partner ikke elskede hende.
- Vi skændtes som ind i helvede – om alt muligt. Vi skændtes helt vildt. Jeg følte mig ikke elsket. Jeg var godt klar over, at det var mig, som var blevet forelsket, mens Annette ikke havde følt noget særligt, og det var mig, som ville det her mest. Jeg havde den der følelse af, at kærligheden kun var ovre hos mig, mens Annette bare var ligeglad. Det var sådan noget, vi skændtes om. Om Annette overhovedet kunne lide mig, fortæller Leonora Christina Skov.
Parret har nu været gift i 14 år, og løste de endeløse skænderier med blandt andet terapi. Desuden er der to ord, de aldrig siger til hinanden.
- Vi stoppede med at bruge sådan nogle ord som "altid" og "aldrig". For eksempel "du gør aldrig". På den måde optrappede vi ikke den konflikt, vi havde. Og så kunne vi tale bedre med hinanden, fortæller Leonora Christina Skov til Alt for damerne.