Ilse Jacobsen håber på comeback i kendt DR-program
Ilse Jacobsen savner "Løvens hule" og gør gerne comeback. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ilse Jacobsen savner "Løvens hule" og investor-vennerne Christian Stadil og Jesper Buch.

58-årige Ilse Jacobsen savner sine iværksætter-venner fra DR-programmet "Løvens hule".

Det fortæller hun til Se og Hør.

Ilse Jacobsen valgte selv at stoppe i "Løvens hule" efter en regulær mediestorm, hvor flere tidligere medarbejdere i Berlingske fortalte om dårligt arbejdsmiljø, ligesom de også havde svært ved at få udbetalt de feriepenge, de havde krav på.

Men nu håber Ilse Jacobsen på et gensyn med vennerne:

- Jeg savner det selvfølgelig, men jeg tog mit eget valg. Jeg kommer forhåbentlig med et comeback, sagde hun.

Da mediestormen ramte Ilse Jacobsen i oktober, fik det hendes bestyrelsesformand, Morten Albæk til at kritisere den daværende ledelse i form af stifteren selv, Ilse Jacobsen, og hendes mand, Jesper Bo Jacobsen, der indtil da var administrerende direktør.

Ved udgangen af året blev Morten Albæk skiftet ud som bestyrelsesformand. Ind trådte Jonas Brennwald, der er salgsdirektør for Grohe, mens Ilse og Jesper Bo Jacobsen fortsatte som menige medlemmer af bestyrelsen.

I begyndelsen af december kunne Avisen.dk fortælle, at Ilse Jacobsen havde meldt sin virksomhed ind i arbejdsgiverforeningen Dansk Industri.

Dermed har hun forpligtet sig til at acceptere overenskomster og arbejde under anstændige forhold.