Ilse Jacobsen var sidste år i en sand mediestorm, efter Berlingske kunne afsløre, at de ansatte i hendes gummistøvleimperie gik ned med stress og led under et dårligt arbejdsmiljø.
Det fik gummistøvledronningen til at trække sig fra DR-programmet 'Løvens hule', hvor hun sammen med andre investorer hver uge kunne smide penge efter unge håbefulde iværksættere. projekter.
"Historierne i pressen de seneste dage har gjort stort indtryk på mig personligt, og jeg skal ærligt erkende, at jeg også er ked af det. Selvom vi allerede har taget hånd om de problemstillinger, der er beskrevet i pressen, har den megen fokus gjort det nødvendigt, at jeg bruger kræfterne på mine virksomheder", lød det dengang fra Ilse Jacobsen på Facebook.
Onsdag aften mødte Ekstra Bladet hende så på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Unge Astrid' i Imperial i København. Her fortalte hun til avisen, at hun er ked af beslutningen om at forlade 'Løvens Hule'.
- Jeg græder. Hver aften. Men jeg har selv truffet beslutningen. Man kan vel få et comeback, sagde Ilse Jacobsen til Ekstra Bladet og fortalte, at hun stadig ser meget til 'medløverne' Christian Stadil og Jesper Buch.
Ilse Jacobsen var ellers ikke meget for at snakke om beskyldningerne om dårligt arbejdsmiljø i hendes virksomhed.
- Jeg har lagt det bag mig, og nu skal vi bare videre herfra. Der er blevet taget hånd om det, forsikrede hun Ekstra Bladet.
Efter mediestormen er Ilse Jacobsens virksomhed blevet meldt ind i Dansk Industri. Det betyder, at hun har forpligtet sig til at iværksætte overenskomster og arbejde for mere ordnede forhold for medarbejderne.