Det var tydeligt, at flere ikke havde rent mel i posen, da Skat i dag mødte op på Grønttorvet. En blev anholdt, og Skat har udset sig 20 virksomheder, der skal under luppen i den kommende tid. De havde ikke papirene i orden og flere var på sociale ydelser. Yderligere 18 virksomheder kunne ikke fremvise en kasse, der stemte.
Det betyder, at det bestemt ikke er sidste gang, at Skat laver en storstilet aktion på Grønttorvet. Sådan lyder meldingen efter dagens systematiske kontrol af alle virksomheder og handlende på Grønttorvet.
Flere tog flugten, da Skat mødte op med en styrke på 100 mand, der talte både politifolk og medarbejdere i Skat. Og der var tale om gengangere fra Skats aktion i sidste måned.
"Vi kunne genkende en af dem, der løb. Han blev anholdt for en måned siden, fordi den pågældende opholdte sig illegalt i landet. Ved samme lejlighed var der to andre fra den samme virksomhed, der løb," siger Lisbeth Hedelund afdelingsleder ved Skat.
Skat kender baggrunden for, at yderligere to medarbejdere tog flugten, men formoder, at de opholder sig illegalt i landet.
Det lykkedes dog politiet i et andet tilfælde at fange en medarbejder, der tog flugten.
"Vi havde endnu en situation, hvor endnu en medarbejder løb. Men her var der en politimand, der løb ham op, og han blev anholdt," fortæller Lisbeth Hedelund.
For under en måned siden foretog Skat en mindre aktion. Den mindre styrke på 35 mand kontrollerede her 23 virksomheder og stoppede 30 biler. Den gang havde 12 ud af 54 personer ikke orden i deres papirer.
Denne gang gennemgik Skat 92 virksomheder og i alt 277 medarbejdere på Grønttorvet. Men også 146 kunder, der kom kørende i bil blev kontrolleret af Skat.