Produktiviteten er rekordlav, og Danmark skriger efter udenlandske specialister til at give den et skub opad, så der kan komme flere penge i statskassen.
Men der er ikke nok pladser på de internationale skoler. Og det får de attraktive udlændinge til at holde sig væk.
"Vi oplever flere udenlandske kandidater, som fravælger os, fordi der ikke er gode forhold for deres børn," siger Karina Boldsen, der er rekrutteringsdirektør hos Vestas, til Berlingske Tidende.
Microsoft Danmark oplever det som et stigende problem, og koncernchef Jørgen Huno Rasmussen fra FLSmidth & Co siger direkte, at der kommer færre udenlandske talenter til Danmark på grund af de manglende skolepladser.
En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at 55 procent af virksomhederne ikke kan få nok skolepladser til de udenlandske medarbejderes børn. Og det problem bliver større, hvis de internationale skoler ikke udbygges, da 85 procent af virksomhederne forventer at skulle rekruttere udenlandske medarbejdere de kommende år.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er snart klar med et nyt lovforslag, der skal sikre flere skolepladser.
"Jeg er helt enig i, at vi skal have langt flere pladser på de internationale skoler. De kommer ikke af sig selv," siger han.