Mens mange af fodboldens største stjerner fører sig frem ved VM i Rusland, gør den svenske stjernespiller Zlatan Ibrahimovic sig nok en gang bemærket på det amerikanske kontinent.
Natten til søndag dansk tid scorede han to gange, da LA Galaxy og San José Earthquakes spillede 3-3 i det såkaldte California Clasico i MLS-ligaen.
Og begge svenskerens mål var fra den flotte skuffe.
Uret havde lige rundet et minut, da han Ibrahimovic fra en lidt spids vinkel på kanten af feltet kanonerede bolden ind i det modsatte hjørne til 1-0-føring til LA Galaxy.
Kampen var rig på mål i den første del, og da Ibrahimovic efter 25 minutter tog chancen på frispark, førte hans hold allerede 2-1.
Svenskeren sparkede bolden ind fladt fra omkring 30 meter, og så lød stillingen 3-1.
San José kæmpede sig dog tilbage og fik point ud af opgøret.
Sverige er fortsat med ved VM, hvor holdet tirsdag møder Schweiz i ottendedelsfinalen.
Ibrahimovic sagde farvel til landsholdet efter EM for to år siden, men har dog været i Rusland i forbindelse med VM i anden forbindelse.
/ritzau/