Ibi Støving er glad for at kunne gøre noget, der sætter fokus på brystkræft, da hun selv har sygdommen tæt inde på livet.
"Jeg har kræft inde på livet hver dag. Min mor er ramt af sygdommen. Så alt hvad der kan være med til at sætte fokus på kræft, vil jeg stille op til," siger Ibi til Ekstra Bladet.
Ibi Støving har derfor sagt ja til at være vært på TV 3-programmet 'Brystgalla', hvor meningen er, at der skal samles penge ind til sygdommen.
Ibi får selskab af tre andre kendte ansigter - Camilla Ottesen, Camilla Martin og Mai-Britt Vingsøe.
Desuden er der også en masse danske bands og solister, der har sagt ja til at støtte formålet. I løbet af aftenen vil Outlandish, Medina, Thomas Helmig og Big Fat Snake levere musikken.