Kendisparret Iben Hjejle og Casper Christensens gik fra hinanden i marts 2011. Bruddet satte en stopper for 10 års samliv - men det var nødvendigt for for karrieren, fortæller hun nu i et interview med magasinet Liv.
Den faglige stopklods hang ifølge skuespillerinden tæt sammen med hendes rolle som Casper Christensens humørsyge kone i tv-succesen Klovn. Det var svært for hende at adskille sig fra den populære tv-serie, når hun søgte nye græsgange, fortæller hun.
- Jeg lod mig rive med med ja-hatten på og ja-sjussen i hånden og nød at få alting serveret. Jeg glemte at give mig selv roen til lige at tænke over, om det nu også var det rigtige for mig, siger Iben Hjejle til magasinet Liv og fortsætter:
- 'Nu er det mig, det handler om, og ikke alle mulige andres togter.' Der var ikke nogen, der pressede mig i en bestemt retning. Det er vigtigt, at du som menneske forstår, at du altid har et ansvar for de situationer, du har bragt dig, siger hun.
I dag bor skuespillerinden sammen med sanger og elektriker Casper Werner Vulpius på Vesterbro i København. Parret har kendt hinanden gennem en fælles vennekreds i 12 år.
Kilde: Magasinet Liv