I dag ligger forskudsopgørelsen 2011 klar i vores personlige skattemappe på nettet, lige som den er ved at blive sendt ud med post til alle landets borgere.
Men SKAT har lavet fejl i 7000 af dem.
"Der er beklageligvis sket en regnefejl i forbindelse med forskudsopgørelsen, som gør, at 7000 borgere har en forkert trækprocent printet på deres forskudsopgørelse. Det kan godt være store fejl i trækprocenten, og det er selvfølgelig meget beklageligt," siger kontorchef i Skatteministeriet, Henrik Kähler til Newspaq.
Han forklarer, at der er sket en elektronisk smutter.
"Det er nogle meget komplekse systemer, der bliver udviklet under stort tidspres, og selv om vi gør alt, hvad vi kan for at undgå det, sker det altså, at der kommer fejl. Vi har den holdning, at én fejl er en fejl for meget, men det sker altså," siger en ærgerlig kontorchef.
Dog skal man ikke fortvivle, hvis man er en af de 7000 borgere, som det er gået ud over. Skat er ved at rette fejlen.
"Vi er allerede i gang med at rette fejlene, så man skal ikke gå i panik, for det kommer ikke til at betyde noget som helst for den skat, man betaler," beroliger Henrik Kähler.
Han siger, at den korrekte forskudsopgørelse vil blive sendt ud med post til alle dem, der har fået fejl.