I dag skal de tre søstre 20-årige Lea, 22-årige Ida og 27-årige Anja tage afsked med ikke bare ét, men tre familiemedlemmer.
Det er i dag, at Bente, Niels og deres 25-årige datter, Pia Birch Nielsen, bliver bisat.
Den lille families liv fik en brat slutning, da de sidste mandag styrtede ned med deres fly - på vej fra Læsø til Sindals flyveplads lidt udenfor Sæby. Forældrene døde ved styrtet, mens datteren Pia døde af sine kvæstelser den efterfølgende nat.
Eneste overlevende er datteren og søsteren, 17-årige Nina, der stadig ligger i koma på Aalborg sygehus. Hun kan derfor ikke være med til at sige et sidste farvel til sin familie, når der i dag bliver taget afsked i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring.
Og det er ikke kun familien, men en hel landsby der i dag skal tage afsked. Familien kom fra landsbyen Horne nær Hirtshals, og familien var meget vellidt og aktiv i det lokale bybillede. Og derfor er byen i den grad præget af tragedien, fortæller én af Hornes omkring 750 indbyggere.
"Det giver sig selv. Stemningen er meget trykket. Jeg selv haft Bente (moderen, red.) i skolen, og min 4-årige søn havde hende til håndboldtræning hver mandag. Så det er noget, der vedrører alle. Folk er triste - det er tragisk, at sådan noget kan ske," siger den 27-årige mand til Newspaq, der ønsker at være anonym.
Han kendte Bente Birch Nielsen for mange år tilbage.
"Jeg husker Bente som positiv, altid glad, smilende og utrolig aktiv. Og døtrene var lige sådan, de var også nogle, man så i det daglige byliv. De var utrolig aktive både med golf og håndbold" siger han.
Bisættelsen foregår i Hjørring og ikke i Horne kirke, da der er plads til næsten 500 flere personer. Kirken forventes dog stadig fyldt op.