En hyggelig juletradition gik i aftes helt skævt for en familie i Bangsebro lige udenfor Nykøbing Falster, skriver DR Sjælland.
Familien satte risengrød ud til nisserne i et haveskur. Og for at nisserne skulle kunne se og nyde skålen med den lækre anretning, stillede familien et tændt stearinlys ved siden af - og forlod så træskuret.
Herefter gik et eller andet galt, og lige før klokken 20 måtte brandvæsenet rykke ud til stedet.
Det gik ikke kun ud over familiens eget skur - flammerne sprang over til naboens skur og begge bygninger udbrændte.
Politiet har afsluttet sagen med en sigtelse for uagtsomhed efter beredskabsloven.
Ingen mennesker kom noget til - og så vidt vides heller ikke nogen nisser...