Hvem slog en 45-årig mand ihjel ved midnat foran en lejlighed i Høje Gladsaxe?
Det spørgsmål forsøger Københavns Vestegns Politi at få svar på.
Men indtil videre har ingen vidner i området omkring etageejendommene i Søborg meldt sig.
"Vi har desværre kun de oplysninger, vi har fået fra i nat. Så vi hører gerne fra vidner, der har set noget fra midnat til omkring klokken 00.30," siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Newspaq.
Vidner har fortalt om et slagsmål på gaden kort efter midnat. Efterfølgende blev en bil uden yderligere signalement set køre fra stedet.
"Der er en bil, der er kørt derfra, efter der har været slåskamp på gaden," siger Carsten Jansson.
Da politiet nåede frem forsøgte betjente at genoplive den 45-årige mand, der blev fundet livløs i en blodpøl efter stump vold.