Hvis en videnskabelig stilling skal besættes på Københavns Universitet, så skal der være mindst én ansøger af hvert køn.
Sådan lyder et nyt forslag, som bestyrelsen på universitetet skal behandle 21. januar skriver Universitetsavisen ifølge Berlinske.
Men professor ved Københavns Universitet, Hans Bonde, mener, at forslaget vil medbringe en del bureaukrati.
- Som jeg ser det, kommer det nok desværre til at betyde et stort bureaukrati, fordi man nok er nødt til at genopslå en masse stillinger, og det kan også blive lidt ydmygende, hvis man skal have en kvinde vel vidende, at hun er der mest som alibi og ikke som seriøs kandidat, siger han til b.dk.
Hans Bonde mener dog ikke, at det vil få betydning for, hvem der bliver ansat på universitet.
- Du kan ikke trylle kvinders interesse for forskellige forskningsfelter frem. Hvis du har et forskningsfelt, hvor kvinderne viser meget lav interesse, så vil planen ikke ændre det, siger Hans Bonde.
Ifølge professoren prøver universitet at sende et signal med planen.
- Hvis beretningerne fra Universitetsavisen er korrekte, skal det efter min mening opfattes som et forsøg på at sende et klart signal om, at Københavns Universitet virkelig gerne vil have kvindelige forskere og gerne animere kvinder til at blive topforskere, siger Hans Bonde.
Hvis initiativet går igennem, så afløser det planen "Mangfoldig - flere kvinder i ledelse", som har opereret med millionbelønninger til institutter og fakulteter, der ansatte kvindelige professorer.
Newspaq