Når unge forgæves spejder efter en praktikplads som tømrer, blikkenslager eller butiksassistent - så står kommunerne klar med en plads som sosu-assistent på plejehjemmet, pædagogisk assistent i børnehaven eller kontorelev på rådhuset.
Nye tal fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at hver tredje praktikplads, der oprettes, er i en kommune. For bare tre år siden var det hver femte ung, der fandt en kommunal praktikplads.
"Kommunerne løfter allerede nu en meget stor del af ansvaret for at skaffe flere praktikpladser. I år vil vi oprette 13.755 nye praktikpladser. Det er en meget flot stigning på 25 procent siden sidste år," siger Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
Han sender samtidig et opråb til de private virksomheder om at melde sig på banen og oprette hovedparten af de 5.000 ekstra praktikpladser, som regeringen har lovet i sit finanslovsforslag.
For det duer ikke at sende unge med elektriker-drømme i praktik som sosu-assistenter.
"Kommunerne vil hellere end gerne hjælpe de unge med at få en uddannelse. Og vi tager allerede godt fra. Men det duer ikke, at alle de unge, der forgæves prøver at finde en praktikplads som elektriker eller tømrer, i stedet skal have en praktikplads som sosu-assistent på et kommunalt plejehjem," siger Erik Nielsen.
KL vil derfor råde Folketingets partier til især at vende blikket mod de private virksomheder, når man starter forhandlingerne om, hvor de 5.000 nye praktikpladser skal findes.
"Sidste år lovede kommunerne at tage ekstra mange i praktik, fordi krisen kradsede slemt. Det gjorde vi gerne, men vi har nået mætningspunktet i kommunerne. Og nu hvor der angiveligt er tegn på økonomisk bedring, så må de private virksomheder træde i arbejdstøjet og igen oprette deres del af uddannelsespladserne. Det skylder vi de unge," siger Erik Nielsen.