Knurrende maver og sultne barneøjne er blevet hverdag i næsten hvert syvende hjem i USA.
Nye tal fra det amerikanske landbrugsministerium viser, at 14,6 procent af alle husstande ikke kan skaffe tilstrækkeligt med mad til at mætte familiens munde. Således må 49 millioner amerikanere - heraf 17 millioner børn - fra tid til anden gå sultne i seng.
I 2007 gjaldt det kun 11,1 procent.
Helt op til 12 millioner voksne og 5,2 millioner børn vurderes at gå flere dage uden mad. En halv million af poderne er direkte truet på deres udvikling, da de er under et halvt år gamle. Det en tredobling i forhold til 2006.
Den dramatiske udvikling tilskrives den verdensomspændende finanskrise.
"Rapporten er værre, end vi forventede. En masse fattige mennesker er i løbet ad de sidste ti år kommet tættere og tættere på kanten, og nu har recessionen skubbet dem ud over den kant," siger Jim Weill til avisen The Philadelphia Inquirer.
Jim Weill forsøger at bekæmpe den nationale sult med sin non-profit organisation Food Research and Action Center, der primært arbejder nær beslutningstagerne i Washington.
Sorte og latinamerikanske familier samt enlige mødre har sværest ved at få enderne til mødes.