En undersøgelse foretaget blandt 600 af TDC's kunder for 24timer viser nemlig, at 16 procent har skrevet sms-beskeder, mens de har kørt på cykel.
I Rådet for Større Færdselssikkerhed mener dokumentationschef Jesper Sølund, at tallet er retvisende.
Og - måske ikke så overraskende - så mener han, at det er en rigtig dårlig ide at sms'e, mens man cykler:
"For det første ved vi fra bilkørsel, at det at tale i mobiltelefon øger risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade med en fjerdedel. Og hvis vi så hopper på en cykel, er vi pludselig på et transportmiddel med mindre beskyttelse," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han understreger, at det er helt anderledes farligt, når man sms'er i trafikken frem for at tale i telefon.
"Så skal man lige pludselig til at tænke over, hvad man vil sige, trykke på de rigtige taster og sende beskeden. Og i al den tid er opmærksomheden helt væk fra trafikken. Og så sidder man samtidig med en hånd på styret og en på telefonen. Og i en kritisk situation er ens mulighed for at manøvrere meget begrænset," siger han.
-Newspaq