Kommunerne er dukse i forhold til regioner og det private erhvervsliv, når det kommer til at ansætte kvinder i chefstillinger.
I de senere år er andelen af kvindelige topchefer steget støt i kommunerne fra 15 procent i 2003 til 23 procent i 2009.
Det skriver nyhedsbrevet Danske Kommuner.
Søren Thorup, der er afdelingschef i Kommunernes Landsforening med ansvar for ledelsespolitik, glæder sig over den øgede ligestilling.
Ikke mindst fordi kvinderne har gjort fremgang i en periode, hvor kommunesammenlægninger har indskrænket antallet af direktionsmedlemmer betydeligt.
Søren Thorup understreger samtidig nødvendigheden af, at kommunerne får endnu flere kvinder med på vognen.
"Kommunerne står i en situation, hvor mere end en tredjedel af lederne er fyldt 55 år og dermed går på pension i løbet af få år. Derfor skal kommunerne blive bedre til at spotte og udvikle ledertalenter, og jeg er ikke i tvivl om, at der specielt blandt kvinderne er et stort uudnyttet potentiale," siger Søren Thorup til Momentum.
Mens kommunerne er lykkedes med at øge andelen af kvindelige ledere, så er det gået tilbage for både regionerne og staten, hvor henholdsvis 19 og 14 procent af lederne er kvinder.
I det private erhvervsliv sidder kvinderne kun på fem procent af ledelsesposterne.