Cykelhjelmene dukker op som paddehatte på danskernes hoveder.
En ny undersøgelse fra Trygfonden og Rådet for Sikker Trafik viser, at hjelmen er godt på vej fra kikset til cool.
"For to år siden kørte 15 procent af cyklisterne med hjelm. Nu er det 25 procent nu. Det vil sige, at hver fjerde cykler rundt på vejene med hjelm på. Og det er rigtig godt for trafiksikkerheden," siger specialkonsulent Søren Troels Berg fra Sikker Trafik til Newspaq.
Cykelhjelmen er mest almindelig i København, hvor hver tredje cyklist - 33 procent - er beskyttet.
I Nordjylland er synet af en cykelhjelm kun halvt så almindeligt. Her er det 16 procent, der kører med hjelm.
"Vi tror meget på, at jo flere cykelhjelme, man ser, jo lettere er det at tage den på. Og der har København altid været foran i den udvikling. Men vi er fortrøstningsfulde omkring, at de skal nok komme i alle dele af landet," siger Søren Troels Berg.
Den største gruppe af cyklister med hjelm er børn under 11 år. Her har flere end hver fjerde - 77 procent - hjelm på i trafikken.
Men herefter falder hyppigheden. Hver tredje i aldersgruppen 11 til 15 år har hjelm på.
12 procent af de 16-25-årige kører med hjelm.
Herefter stiger brugen af cykelhjem igen. I gruppen fra 26 til 60 år har 28 procent hjelm på i trafikken.
Og i gruppen over 60 år er det knap hver fjerde.
"Der er stadig store forskelle. Små børn har næsten alle hjelm på, mens det er sværest at få den på de unge. Men vi glæder os over, at det stiger for alle aldersgrupper," siger Søren Troels Berg.
For at få endnu flere til at køre med cykelhjelme står TrygFonden, Rådet for Sikker Trafik og Netto bag en ny
kampagne, der går i gang i dag i Netto-butikker over hele landet.
I en uge vil Netto sælge cykelhjelme, der er dekoreret af designerne Rützou og Rikkemai.
Tidligere erfaringer og kampagner har nemlig vist, at når man laver nyt, smart design på cykelhjelme og giver
kunderne mulighed for at købe en hjelm, mens de alligevel handler ind, så er der mange der beslutter sig
for, at nu skal de have købt den cykelhjelm.