22 procent af befolkningen foretrækker en begravelse helt uden religiøst indhold. Det viser en Megafonmåling, foretaget for Politiken og TV 2 Nyhederne. Alene sidste år valgte 5.917 personer at blive begravet eller bisat uden indblanding fra kirken, viser tal fra Danmarks Statistik.
Peter Lüchau, der forsker i religion og nationalisme ved Københavns Universitet, mener, tallene er udtryk for en generel individualiseringsbølge i samfundet.
- Vi vil allesammen være så unikke og fantastiske, som vi overhovedet kan, og det udtrykker vi på forskellige måder. En af dem er en generel fravælgelse af alt, der hedder autoriteter. Vi vil gøre tingene på vores egen måde, siger han til Politiken.
Peter Lüchau oplever, at mange synes, det er for stift og gammeldags, når en begravelse foregår i kirkelige rammer. Desuden er der ikke samme mulighed for selv at præge ceremonien. Megafonmålingen viser desuden, at 12 procent foretrækker at blive begravet på privat grund frem for en offentlig tilgængelig kirkegård eller gravplads.
Tallet er ikke overraskende, mener Peter Lüchau.
- Problemet med en kirkegård er, at der skal du ligge sammen med alle de andre. Hvis du kan blive begravet privat, i en skov eller få strøet din aske ud over havet, vil du det, for så skiller du dig ud, siger han til Politiken.