I omegnen af 375.000 boligejere får kun en "foreløbig vurdering" af deres ejendom, inden et nyt system for boligskatten træder i kraft i 2024.
Det skriver DR, som har fået indsigt i en status over de nye ejendomsvurderinger.
Det er altså over hver femte boligejer, der må nøjes med en foreløbig vurdering. De 375.000 ejendomme er såkaldt "komplicerede ejendomme".
Ejerne får ifølge DR ikke mulighed for at klage over deres vurdering, selv om den skulle være forkert, førend den endelige vurdering af ejendommen er færdig.
De foreløbige vurderinger bliver taget i brug på grund af udfordringer med tidsplanen for udrulningen af ejendomsvurderingerne.
Onsdag fortalte skatteminister Jeppe Bruus (S), at de nye ejendomsvurderinger - som allerede har været ramt af en lang række forsinkelser - er blevet forsinket igen.
Det betyder, at skattevæsnet først begynder at sende i alt 600.000 vurderinger ud 1. april. Det er tre måneder senere, end den oprindelige plan. Først derefter udsendes yderligere 950.000 ejendomsvurderinger til boligejerne.
Onsdag forsikrede skatteministeren, at den overordnede tidsplan kommer til at holde.
- Når man har så stor en plan og udrulning, så kan der være nogle af leverancerne, der bliver forsinkede. Men det ændrer ikke ved, at den overordnede tidsplan holder, sagde Jeppe Bruus til DR Nyheder
De nye vurderinger er nødvendige for, at de nye boligskatter kan blive opkrævet fra den 1. januar næste år.
Der er frem til 2024 et skattestop for ejendomsværdiskat, en stigningsbegrænsning af grundskylden og en indefrysning af stigninger i grundskylden.
Fra 2024 kommer nye regler for boligskat, der ifølge Vurderingsstyrelsen fører til lavere ejendomsværdiskattesatser og lavere gennemsnitlige grundskyldpromiller i størstedelen af landets 98 kommuner.
Onsdag ville skatteministeren ikke afvise, at ejendomsvurderingerne kan blive forsinket igen.
/ritzau/