I løbet af mandagen vil flere end 500 kvinder blive udsat for sexchikane på en arbejdsplads i Danmark.
Og tirsdag vil yderligere 500 andre kvinder opleve en hånd på låret, en alt for kæk kommentar eller et decideret seksuelt overgreb fra en kollega eller chef. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag.
Her fortæller otte procent af de erhvervsaktive kvinder i Danmark, at de i det seneste år har været udsat for sexchikane.
I en tilsvarende undersøgelse i år 2000 var tallet blot 3,2 procent.
Nye regler skulle gøre det lettere for at kvinder at bevise sagerne, men langt de fleste sager er skjult, vurderer arbejdsmarkedsforsker.
Otte procent af alle erhvervsaktive kvinder har oplevet sexchikane det seneste år. Med omkring 1,3 millioner kvinder på det danske arbejdsmarked svarer det til flere end 500 om dagen.
Blandt mændene er det tre procent, der siger, at de har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed.
66 procent af kvinderne, og 91 procent af mændene oplever sexchikanen fra deres kollegaer. For kvinderne er det 43 procent fra klienter, kunder eller patienter og 11 procent fra deres chef. Blandt mænd er det 6 procent af sexchikanen, der kommer fra en chef.
Undersøgelsen er lavet blandt 966 danskere i alderen 18 til 70 år af Analyse Danmark for
Ugebrevet A4.