Man skal være i stand til at lægge øre til lidt af hvert, hvis man vil dømme fodbold i Danmark.
50 procent af de danske fodbolddommere har nemlig oplevet trusler under en fodboldkamp. Det viser en ny undersøgelse, som Politiken har foretaget blandt 112 dommere i de danske fodboldrækker.
"Vi konstaterede selv i 2007, at der var en stigning i antallet af sager om vold og trusler mod dommere, men det gav slet ikke det billede," siger DBU's formand, Allan Hansen.
DBU har allerede nedsat en handlingsplan, der skal minimere vold og trusler mod dommerne, og den træder i kraft her til forårssæsonens start.
I Sverige kender man også til problemet med den dårlige behandling af dommerne. Her er løsningen, at alle spillere har et spiller-ID på sig, med billede og oplysninger om den enkelte spiller. I Danmark er et lignende forslag blevet nedstemt, da man frygter store administrationsomkostninger.