Halvdelen af alle asylansøgere får asyl under den nuværende regering, og det er den samme andel, som under Nyrup-regeringen.
De afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke har domineret medierne de seneste måneder, og regeringen står fast på at sende dem hjem. Men asylansøgere i Danmark har statistisk en god chance for at få asyl.
Den borgerlige regering har lovet en stram asylpolitik, og antallet af asylansøgere er da også faldet. Men samme andel af ansøgere får altså asyl. Og det undrer Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup.
"Vi har stadig en stram udlændingepolitik i den forstand, at færre søger asyl. Men ministeren skal forklare, om udlændingepolitikken administreres mere lempeligt, eller om der er god grund til at give asyl til de flygtninge, som kommer til landet i dag, fordi de er personligt forfulgte," siger han til Politiken.
DF'eren vil nu henvende sig til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for at få en forklaring.
Tallene får dog ikke nogle af de største kritikere af regeringens udlændingepolitik til at dæmpe sig.
"Det stigende antal opholdstilladelser afspejler, at forholdene i de lande, som mange af flygtningene kommer fra, er blevet forværret. I det lys kan det jo godt være, at endnu flere burde have fået asyl," siger asylchef i Dansk Flygtningehjælp Anne la Cour Vågen til Politiken.