Er du ung og nyuddannet, har du stor risiko for også at være arbejdsløs.
Næsten hver 10. unge står uden job, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Blandt de unge er det især to grupper, som er hårdt ramt, fortæller Mia Dalskov, der er økonom i rådet.
"Det er især de unge mænd, der bliver ramt af ledighed. Og så er det indvandrere og efterkommere af indvandrere," fortæller hun til Newspaq Landsnyhederne.
På et år er arbejdsløsheden blevet mere end fordoblet, så der i foråret var næsten 60.000 ledige under 30 år.
Venstres arbejsdmarkedsordfører Jens Vibjerg kalder tallene "skræmmende", og derfor vil de sætte hårdt ind i kampen mod ledigheden.
"Regeringen har lige fremlagt to ungepakker. Én for de 16 til 17 årige og én for de 18 til 30 årige. Fordi vi er så optaget af at løse problemet," konstaterer Vibjerg over for Newspaq.