Igennem årene har den amerikanske bokser Floyd Mayweather Jr. nedlagt modstanderne i ringen på stribe. Boksefænomenet har vundet samtlige kampe i sin karriere, men onsdag tabte han i en helt anden arena.
En dommer i spillebyen Las Vegas idømte onsdag Floyd Mayweather Jr. 90 dages fængsel for vold begået mod ekskæresten i 2010, skriver USA Today.
Topbokseren har adskillige gange stået ansigt til ansigt med anklager om vold, men har indtil nu trukket sig sejrsrigt ud af alle opgør. Dommeren var dog ikke i tvivl, da hun sendte den hårdtslående mand i fængsel.
"Straf er passende. Lige meget hvem du er, må du stå til regnskab for dine handlinger, når de når dette volds-niveau," sagde dommeren ifølge USA Today.
Floyd Mayweather Jr. indgik en aftale med anklageren og undgik dermed en strafferamme, som løber op til 34 års fængsel. I alt blev han idømt et halvt års fængsel, men halvdelen af straffen blev gjort betinget. Derudover blev han dømt til 100 timers samfundstjeneste, et årelangt behandlingsprogram samt en bøde på 2.500 dollars (ca. 14.000 kroner, red.).
Kilde: USA Today