Husker du? Margrethes bryllupsgaver til svigerdøtrene

Inden kronprinsesse Mary og prinsesse Marie giftede sig royalt, fik de overdådige diademer af deres kongelige svigerforældre.
Her ses kronprinsesse Mary med det diadem, som hun fik af dronning Margrethe og prins Henrik i anledning af brylluppet med kronprins Frederik i maj 2004.
Her ses kronprinsesse Mary med det diadem, som hun fik af dronning Margrethe og prins Henrik i anledning af brylluppet med kronprins Frederik i maj 2004. Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix

Britiske prins Harry og amerikanske Meghan Markle gifter sig lørdag ved et overdådigt bryllup i St. George's Chapel i Windsor Castle i England.

Traditionen tro kan parret forvente sig bryllupsgaver. I den anledning er her et tilbageblik på de gaver, som dronning Margrethe forærede til sine svigerdøtre, da de giftede sig ind i den kongelige familie:

Da kronprinsesse Mary og prinsesse Marie giftede sig royalt med henholdsvis kronprins Frederik i maj 2004 og prins Joachim samme måned fire år senere, modtog de mange overdådige bryllupsgaver.

Af regentparret modtog de borgerligfødte kvinder hver sit diadem, som de bar til deres respektive bryllupper.

Kronprinsesse Mary, der inden sit ja var borgerlige australskfødte Mary Elizabeth Donaldson, bar således diademet til brylluppet med kronprins Frederik i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, 14. maj 2004.

Kronprinsessen fik også et rubinsæt, der bestod af et diadem, et halssmykke, øreringe og en armring. Det fik den dengang kommende brud foræret af kronprins Frederik, som havde arvet det efter sin mormor, dronning Ingrid.

Prinsesse Marie fik sit diadem af dronning Margrethe, som selv havde fået det af sine forældre, inden hun altså gav det til sin franskfødte svigerdatter.

Diademet går langt tilbage i historien og har tidligere tilhørt prinsesse Dagmar, der var kong Frederik VIII og dronning Louises yngste datter.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.