Redebyggende, fredelige hunmus kommer til at opføre sig som sexgale hanner, der hopper på hvad som helst, hvis man slukker for et enkelt gen i deres arvemasse.
Det har forskere ved Harvard University i USA netop vist.
Hidtil har man troet, at kønshormoner som testosteron har en afgørende rolle i hannernes opførsel, og at hormoner under fosterudviklingen gør hjernerne hos hanmus og hunmus forskellige.
Nu viser det sig, at alle hunmus har en hjerne fuldstændig som hannerne. Dyrene skifter i stedet mellem trang til enten redebyggeri eller slåskampe, hvis man slukker eller tænder for en enkelt genkontakt i deres hjerne.
Jagter hannerne for sex
Hjerneforsker Catherine Dulac og hendes kolleger lavede genmodificerede hunmus, der manglede et enkelt gen kaldet TRPC2. Genet får et organ til at virke i musenes næse, som gør at de kan opfange visse duftstoffer kaldet feromoner.
Uden genet opfører hunmusene sig fuldstændig som hanmus. De hopper på andre mus og laver parringsbevægelser, gør seksuelle tilnærmelser til hannerne - men også deres medsøstre - og de laver specielle lyde, som hannerne plejer.
Blev musene efterladt i naturlige omgivelser i en måned, tonsede de gen-ændrede hunmus stadig efter hanmusene og forsøgte at hoppe på dem. Mange af hunmusene fødte unger, men de var blevet dårlige til at nære omsorg for dem, beskytte dem fra de andre mus og bygge rede.
- Hvad der er meget opsigtsvækkende ved det her studie er, at man kan lave denne her lillebitte ændring, og så brager den her fuldt udviklede mandlige opførsel frem, siger Marc Breedlove, hjerneforsker ved Michigan State University.
Den lille forskel
- Men det giver jo mening. I stedet for at naturen skal bygge en hanhjerne og en hunhjerne, så bygger den bare en musehjerne, og så er der den her kontakt, der sørger for at musen opfører sig ordentligt i forhold til hvilket køn den har, siger Breedlove.
Hvorvidt dette også gør sig gældende for andre arter - såsom mennesker - ved forskerne ikke. Men mange forskere mener, at det særlige duftorgan i næsen alligevel ikke virker hos mennesker.
- Forskellige arter bruger forskellige sanseorganer og strategier for at forstå verden, siger Catherine Dulac. Hun påpeger, at mens gnavere bruger disse duftstoffer som en vigtig del af deres seksualitet, er mennesker - og dyr som chimpanser - langt mere optagede af udseendet.
Studiet er netop offentliggjort i Nature.
Se en video med musene her. Den sorte mus er hannen.