To selvmords-bilbomber har søndag formiddag lokal tid dræbt og såret over 600 mennesker i Iraks hovedstad, Bagdad.
De seneste meldinger lyder på 132 dræbte og 500 sårede.
Den første bilbombe eksploderede nær Justitsministeriet, som nu er alvorligt beskadiget, og lidt efter gik det ud over huset, hvor Bagdads regionale regering holder til.
"Væggene kollapsede, og vi måtte løbe ud," fortæller Yasmeen Afdhal, der arbejder i en af bygningerne, til nyhedsbureauet AP.
Områderne vrimler med politi, ambulancer og redningsfolk, der forsøger at slukke brande begge steder, og samtidig leder efter overlevende.
Angrebet er det mest voldsomme angreb i Bagdad siden den 19. august, hvor over 100 mennesker mistede livet. Dengang beskyldte de irakiske myndigheder udenlandske oprørere - med hjælp fra Syrien - for at stå bag angrebene.
Det er endnu uvist, hvem der står bag formiddagens angreb.