Nedskydningen af en 38-årig familiefar og kondiløber i Bernstorffparken ryster beboere og forretningsdrivende i Charlottenlund.
Flere butiksindehavere på det nærliggende Jægersborg Alle, kondiløbere og hundeluftere, fortæller til Nyhedsbureauet Newspaq, at de er rystede over episoden.
En beboer, der var ude at lufte sin hund i Bernstorffparken omkring kl. 8 i morges efter skudepisoden, er dybt foruroliget.
"Det er jo normalt et fredeligt sted, en forholdsvis lille park i et fredeligt kvarter. Jeg har aldrig oplevet ballade derovre, så jeg er selvfølgelig meget overrasket," siger Iben Holten til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun er nu klar til at indstille sine daglige gåture i parken, med mindre politiet fanger gerningsmanden.
"Jeg synes, det er dybt foruroligende. Især hvis gerningsmanden ikke er gået specifikt efter den konkrete mand," siger Iben Holten, der spekulerer på, om familiefaren er tilfældigt offer, eller om der er tale om et decideret attentat.
Under sin løbetur i morges blev den 38-årige familiefar pludselig ramt af tre-fire skud i maven, armen og brystet.
Han er nu indlagt på hospitalet, hvor hans skal opereres.
Politiet har afspærret hele Bernstorffparken, mens de tekniske undersøgelser foregår. Det står endnu ikke klart, hvilken type våben, og hvilke projektiler, manden blev skudt med.