En 21-årig mand blev bidt i begge ben af en hund, da han om aftenen 4. december blev overfaldet af en gruppe bag Shell-tanken på Grenåvej i Risskov. Nu har Østjyllands Politi anholdt en mand i sagen.
Det drejer sig om en 30-årig mand fra Brabrand, og han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Af hensyn til sagens efterforskning har anklagemyndigheden krævet lukkede døre ved grundlovsforhøret, og det har retten efterkommet. Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.
I døgnrapporten fra 4. december er overfaldet dog beskrevet i overordnede træk. Der står, at det fandt sted på et grønt område bag Shell-tanken.
Efter at den 21-årige var blevet bidt i benene af en hund, kørte gruppen af overfaldsmænd fra stedet i en mørk personbil med et hundebur.
Hos Østjyllands Politi bekræfter kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen, at sagen er beskrevet på samme vis i sigtelsen.
Den 30-årige er sigtet efter straffelovens bestemmelse om grov vold.
Østjyllands Politi oplyser, at manden nægter sig skyldig i den rejste sigtelse. Han har også valgt at kære rettens kendelse om varetægtsfængsling. Derfor skal Vestre Landsret i de kommende dage stilling til sagen.
/ritzau/