Arbejdsretten har i dag besluttet, at CSC skal anerkende, at det var et overenskomststridigt kampskridt at sætte konfliktvarslede til at oplære deres egne afløsere.
Men CSC kan stadig godt bruge de oplærte 'vikarer', der skal sikre driften af it-virksomheden, når 330 medarbejdere i morgen påbegynder en strejke.
Dermed er der stadig endnu håb for, at CSC kan holde de løfter om driftssikkerhed, de har givet sine danske kunder, der er afhængige af firmaets it-leverancer.
Blandt kunderne er Forsvaret, Politiet og Skat.
Konflikten mellem ledelsen i CSC og de ansatte startede i sommeren 2009, da overenskomsten mellem CSC og de ansattes fagforening Prosa udløb.
I 2011 er over 100 medarbejdere blevet lockout'ed, og når strejken begynder i morgen, vil CSC i alt komme til at mangle omkring 450 ansatte.
Klokken 16 mødtes CSC og Prosa i forligsinstitutionen for en sidste gang at prøve at nå en aftale før morgendagens strejke.