Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney misser for anden uge i træk en vigtig bundkamp for Werder Bremen i Bundesligaen.
Midtbanespilleren udgik med en hovedskade 18. februar efter at have scoret i sejren over Mainz, og efterfølgende kunne læger diagnosticere ham med hjernerystelse.
Det kostede Delaney deltagelsen i sidste uges bundkamp mod Wolfsburg, og nu misser han også lørdagens hjemmekamp mod bundproppen Darmstadt.
- Vi håber, at Thomas kan begynde at træne med holdet igen i næste uge, siger Alexander Nouri, Werder Bremens cheftræner, på et pressemøde torsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Tirsdag meldte Delaney sig i markant bedring, selv om han ikke ville love deltagelse i kampen mod Darmstadt.
Werder Bremen er med to sejre i træk kravlet over nedrykningsstregen.
Der er to point ned til Hamburger SV, der ligger på tredjesidstepladsen, som giver playoff om en plads i Bundesligaen. Bremen har fire point ned til direkte nedrykning. Der resterer 14 spillerunder.
/ritzau/