FC København skiller sig efter denne sæson af med Ludwig Augustinsson.
Den svenske venstreback tiltræder til den tid i tyske Werder Bremen, meddeler de danske fodboldmestre.
- Handlen her viser igen, at vi er i stand til at skabe spillere, der er interessante for de største ligaer i Europa.
- Ludwig er et godt eksempel på, at de største skandinaviske talenter får et solidt fundament i FC København og får muligheden for at vise sig frem internationalt også, inden de tager næste skridt i karrieren.
- Når man gør det så flot, som Ludwig har gjort, så giver det også stor interesse, og vi mener, at vi har lavet en god transfer her, siger administrerende direktør i FC København, Anders Hørsholt, til klubbens hjemmeside.
Ludwig Augustinsson kom til FCK for to år siden, og det har længe været planen, at han skulle sælges efter denne sæson.
- Vi ved, at han vil være dybt fokuseret på at gøre arbejdet færdigt i FCK og slutte stærkt af her både i Superligaen og i Europa, siger FCK-manager Ståle Solbakken.
- Det har hele tiden været en del af planen for Ludwig og os, at han skulle videre på et tidspunkt, så vi er forberedt på hans afgang.
- Vi har allerede Nicolai Boilesen i truppen, som her i foråret vil begynde at konkurrere med Ludwig om pladsen som venstre back.
- Det vil styrke dem begge, og vi glæder os over, at Ludwig også er en del af truppen i foråret, siger den norske manager.
Ludwig Augustinsson har foreløbig spillet 89 kampe for FCK.
I Werder Bremen bliver han klubkammerat med Thomas Delaney, som for nylig skiftede fra FCK til den tyske klub.
/ritzau/