Hotel Bel Air nær Kastrup Lufthavn har fået en røffel af de helt store fra dets øverste arbejdsgiver, verdensstørste hotelkæde Best Western.
Den hårde interne kritik rammer, fordi en bulgarsk familie har boet i kælderen under særdeles kummerlige kår, skriver nyhedsbrevet 3F.
Hotellet har desuden snydt familien og andre for løn og feriepenge, hvilket hotelkædens øverste chef herhjemme, Peter Laigaard Jensen, ikke vil leve med.
"Vi tager kraftigt afstand fra arbejdsforholdene på Hotel Bel Air, hvis de er som beskrevet. Det kan Best Western ikke stå inde for. Vi lever i 2010 og har en klar forventning om, at hoteller under Best Western behandler medarbejdere og gæster professionelt," siger han til nyhedsbrevet.
Tidligere på ugen fortalte Jan Mathiesen, næstformand for 3F Hotel & Restauration, om situationen på hotellet:
"Det minder om slavearbejde. Bulgarernes boligforhold er også under al kritik."
Faderen i familien, Ivan Ivanov, var også rystet over det job, han er havnet i.
"Vi bliver behandlet som dyr. Vi har arbejdet meget hårdt og er meget skuffede. Jeg har været nødt til at låne 3.000 kroner af en ven i Jylland, fordi vi ikke har nogen penge," siger han.
Men nu ser fremtiden altså ud til at lysne for den lille familie.
"Vi vil nu forsøge at få kontakt med ledelsen på Hotel Bel Air, som må forklare det her," siger Peter Laigaard Jensen, direktør for Best Western i Danmark.
Nyhedsbrevet 3F har i denne uge afsløret de dårlige vilkår, som bl.a. en bulgarske familie arbejder under på Hotel Bel Air i Kastrup.
Familien - mor, far og to børn - bor på i et kammer i kælderen.
Fagfordundet 3F mener, at hotellet har snydt familien for løn i flere måneder.