Af Marie Carsten Pedersen, redigeret af Charlotte Hallbæck, FEMINA, Aller Media

Op på hesten! Se tingene fra den lyse side! What doesn’t kill you makes you stronger!

Vi ved godt, det er floskler.

Alligevel er det sådan, vi siger til os selv og hinanden, når vi bliver ramt af modgang. Du må ikke falde ind i ”offerrollen”. Du skal være en fighter, du må ikke give op. Og hvis vi mangler vejledning, står selvhjælpslitteratur, coachingtilbud og detoxforløb i kø for at vise os, hvordan netop vores livskrise kan vendes til noget positivt.

Uanset om det er arbejdsløshed, stress, sygdom, skilsmisse eller dødsfald, så ligger den der – forventningen om, at vi skal komme styrkede og forbedrede ud af de kriser, der rammer os.

For Lotte Blicher Mørk er det absurd. I sit arbejde som hospitalspræst er hun dagligt i kontakt med mennesker, som er alvorligt og ofte dødeligt syge. Menneskeskæbner, hvor den gode, opbyggelige fortælling om, at kriser i sig selv er vejen til noget bedre, kommer til kort.

- Den dér med, at ”det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”, det holder overhovedet ikke. Du skal bare være en uge herinde i huset for at se, hvor tomme ord det er, siger Lotte Blicher Mørk.

- Der er kvinden, der ligger med terminal cancer, og som så mister sin kæreste i et trafikuheld. Moderen, der får et handicappet barn og så også lige en cancer oveni. Skulle det gøre dem stærkere? Skulle de automatisk blive bedre, mere hele mennesker af det? Jeg tror da, der findes kriser, der bare gør dig svagere og svagere. Det er forskelligt, hvordan en krise præger os, og det er i hvert fald ingen naturlov, at de altid gør dig stærkere.

Her er tre floskler, du skal passe på med at sige til en person, der gå igennem en krise

Lotte Blicher Mørk arbejder netop nu på en kommende debatbog med titlen ”På en måde skal vi dø – Et syn på livet”, der udkommer på forlaget Gyldendal 18. august. Her fortæller hun om sine møder med patienter, der med hendes egne ord har ”åbnet hendes øjne”. Mennesker, der har stået i dybe livskriser, hvor magtesløsheden over for sygdom og død har slået al luft ud af den udviklingsorienterede selvhjælpstankegang.

- Vi er så vant til at have kontrol og til at kunne handle på alting. Det er et menneskeligt vilkår, at vi er handlingsorienterede. Vi er optaget af, hvordan vi kan løse tingene og komme videre. Og vi kan komme langt med det, men problemet er, at der er vilkår i livet, vi ikke kan handle på. Og når vi vil løse et vilkår, kommer der et clash.

”Stå fast” - en modbevægelse

Men hvordan kan det være et problem, at man tænker positivt? Fordi vi simpelthen ikke kan tænke os ud af alting, siger psykolog og forskningschef Thomas Geuke fra Institut for Fremtidsforskning.

- Vi tror, vi kan løse alt ved at tænke de rigtige tanker. Men hvis det er de grundlæggende vilkår i vores liv, der giver os problemer, så virker det ikke. Og så sidder vi dér og bliver endnu mere ulykkelige, fordi vi har gjort alt det, vi fik at vide var rigtigt, tænkt positivt og elsket os selv, uden at det har ændret noget.

Nicolas Bro: Mine anfald begyndte, da jeg var 19 år

Hvis du synes, du har hørt noget lignende, er det ikke så underligt. For at stå af udviklingsræset med et stort, rungende NEJ! er den helt store trend lige nu. Det startede tilbage i 2014, da psykologiprofessor Svend Brinkmann udgav bogen ”Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang”. En sønderlemmende kritik af det moderne Danmark som et selvhjælps-hamsterhjul, hvor vi bliver mere og mere forvirrede og ulykkelige, jo mere vi prøver at realisere og udvikle på selvet. I stedet opfordrede Brinkmann det moderne menneske til at slå bremsen i og ”affinde sig med sig selv snarere end at finde sig selv”.

Bogen blev en storsællert og satte gang i en bølge af debat om emnet. Ikke overraskende, siger Lotte Blicher Mørk. For Svend Brinkmanns parole om at stå fast har ramt noget i tiden.

- Det er ved at gå op for folk, at magtesløsheden er kommet for at blive. Måske kan vi ikke fikse alt, måske er det ikke nok at klappe os selv på skulderen, siger Lotte Blicher Mørk.

Frygten for fiasko

Men hvis vi ikke skal tænke positivt, skal vi så ligefrem tænke negativt – lægge os fladt ned og tænke: Jeg kommer aldrig igennem, når vi møder modgang? Det er ikke helt let at se, hvordan vores liv ligefrem vil blive bedre af det. For ikke at tale om vores samfund.

Men det er heller ikke sådan, kritikken skal forstås, lyder det fra Lotte Blicher Mørk.

- Livet er ikke et enten-eller, det er et både-og. Vi har også et ansvar for at handle. Det er ikke, fordi jeg mener, vi skal sidde og sige: Jamen, jeg er magtesløs, så lad mig gå til ... Jeg synes, det er vidunderligt at udvikle sig. Jeg er bare træt af, at hvis man siger, man ikke kan udvikle sig lige nu, så er man en fiasko.

Det er dig, hun har brug for: Her er seks tips til at styrke din teenagedatters selvværd

Og fiasko - det er det, vi er allermest bange for, mener Lotte Blicher Mørk. Vi er parat til at gå meget langt for ikke at stå med det stempel i panden. Længere, end vi nødvendigvis kan holde til.

- Vi er helt klart præget af at skulle tage ansvar for vores eget livs succes. Der er så mange krav i dag om, at vi skal være selvkørende, selvskabende og selviscenesættende, og vi skal kunne dokumentere, at vi har gang i fede projekter på alle områder af vores liv. Vi skal gøre noget for at være noget.

Blandt andet derfor nægter vi at forsone os med den magtesløshed og mangel på mening, en dyb krise indebærer. I stedet tyr vi til tanken om, at vi selv kan vende krisen til noget konstruktivt.

Og det er der ikke noget i vejen med, siger Lotte Blicher Mørk. For det er en måde at skabe mening i vores liv på.

- Men problemet kommer, når det bliver et krav, at det skal være konstruktivt. For forældrene, der mister et barn, er det vanskeligt at se det konstruktive i det. Nogle gange giver tingene bare ikke mening. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan finde mening i det. Som man f.eks. finder i al den kærlighed, der var til den, man mistede.

”Vi skal hengive os til magtesløsheden”

Thomas Geuken vil også gerne slå fast, at han som psykolog anerkender, at modstand kan rumme et potentiale for udvikling.

- Selvfølgelig skal man kunne få noget ud af de situationer, man oplever i sit liv. Men jeg vil også sige, at det at komme igennem en krise som regel handler mere om at forsone sig med sine præmisser end om at finde et nytteperspektiv på det. At man bogstavelig talt lærer at leve med det.

Det er også dér, Lotte Blicher Mørk mener, vi skal hen, når vi bliver ramt af modgang. Vi skal droppe idéen om, at vi absolut skal handle os ud af krisen og komme styrkede ud på den anden side.

- Krisen vil sætte sit præg, og den vil under alle omstændigheder ændre dig på en måde, siger hun.

Men hvordan, kan vi ikke nødvendigvis styre. I stedet skal vi prøve at ”hengive os til magtesløsheden”.

- Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Men jeg tror, der er meget fællesskab at hente i den. Hvis vi bare et sekund kunne nøjes med at sidde sammen i den magtesløshed, vi føler, så tror jeg, der er meget at opnå. Vi skal hen, hvor det går an at lægge sig ned. Hvor det går an ikke at være en succes hele tiden. Hvor vi siger, at under de forhold, du er sat i lige nu, går det an at være sårbar. For det er min påstand, at det er det, vi har mest brug for som mennesker. At blive set som dem, vi er. Også når vi er i krise.

Originalt link