Med en scoring i allersidste øjeblik sørgede Horsens-forsvareren Morten Rasmussen for slutresultatet 2-2 mod HB Køge og for, at Horsens trods alt har et fint udgangspunkt inden returkampen i semifinalen i DBU Pokalen.
HB Køge lignede ellers en overraskende vinder af den første kamp i Herfølge, men indkasserede til sidst altså et ærgerligt mål, som forstyrrer oprykkernes søde drømme om europæisk fodbold.
At det overhovedet skulle ende så dramatisk, var der ikke meget, der tydede på inden pausen.
Superligaens nummer tre, Horsens, havde tilsyneladende styr på begivenhederne og førte halvvejs i kampen 1-0 på et mål scoret af Lasse Kryger, der udnyttede en kikset tilbagelægning af værternes Marcel Rømer til at bringe sit hold foran.
Horsens kunne endda have ført endnu større, hvis dommer Anders Poulsen havde tildelt gæsterne et af de to straffespark, som de følte sig snydt for.
HB Køges Stefan Hansen var begge gange involveret. Først spændte han ben for Anders Nøhr, og siden tog han tilsyneladende hånden til hjælp i en duel med Henrik Toft.
Men midterforsvareren gjorde det hele godt igen, da han med hovedet lagde op til Simon Richters udligning kort efter pausen.
Det var i øvrigt første gang i foråret, at der blev scoret på 19-årige Frederik Rønnow i Horsens-målet efter fire gange rent bur i Superligaen.
Og da Adeola Runsewe en halv snes minutter senere bragte HB Køge foran, var der ingen, der kunne huske, hvad der var foregået i de første 45 minutter.
Horsens forsøgte at fremtvinge en udligning, men havde ikke den nødvendige skarphed oppe foran.
Det blev heller ikke bedre af, at Kenan Hajdarevic måtte udgå med en forvreden ankel mod slutningen på et tidspunkt, hvor træner Johnny Mølby havde brugt alle sine tre udskiftninger.
Men HB Køge blev for passive, og det udnyttede Morten Rasmussen fire minutter inde i overtiden.
Når en samlet sejr i denne semifinale kan udløse deltagelse i Europa League, skyldes det at FC København efter 1-0-sejren over Sønderjyske ligger til at nappe den anden finaleplads.
Hvis FCK samtidig går hen og vinder DM-titlen, vil Europa League-pladsen som pokalvinder gå til finalemodstanderen uanset, hvem der hæver DBU Pokalen til sidst.