Horsens scorer vigtigt udebanemål i remis i Esbjerg

Esbjerg og Horsens spillede 1-1 i den første af to nedrykningskampe. Den samlede taber rykker i 1. division.
Robin Söder sikrede Esbjerg 1-1 hjemme mod AC Horsens i det første opgør om at undgå direkte nedrykning.
Robin Söder sikrede Esbjerg 1-1 hjemme mod AC Horsens i det første opgør om at undgå direkte nedrykning. Foto: Frank Cilius/Scanpix

Esbjerg og Horsens tørnede lørdag aften sammen i den første af to kampe om at undgå direkte nedrykning fra Alka Superligaen. Opgøret sluttede 1-1.

Horsens' udebanescoring betyder, at østjyderne overlever i landets bedste fodboldrække med et 0-0-resultat i returkampen, da udebanemål tæller dobbelt.

Esbjergenserne må derimod sande, at holdet er tvunget til at score i klubbernes næste møde på Casa Arena.

Det skinnede fra første fløjt igennem, at opgøret var sæsonens hidtil vigtigste for begge mandskaber, og ingen af holdene fik spillet til fungere i længere perioder.

Det var da også ud af det blå, at kampens første scoring faldt.

Et passivt Esbjerg-forsvar lod Delphin Tshiembe storme gennem feltet, og Horsens-spilleren kunne uden problemer dirigere Peter Nymanns indlæg i nettet.

Esbjerg forsøgte efter pausen at skubbe spillet længere frem på banen, og efter 67 minutter lykkedes det da også den svenske Esbjerg-topscorer, Robin Söder, at udligne til 1-1 fra kanten af det lille felt.

Kort efter var Mads Hvilsom tæt på bringe vestjyderne foran med 2-1, men angriberens hovedstød sneg sig lige akkurat forbi den ene opstander til stor frustration for hovedparten af de 5.157 tilskuere.

Yderligere scoringer faldt der ikke, og der er dermed lagt op til en sand gyser, når de to mandskaber spiller returopgør søndag 28. maj i Horsens.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.