Skrevet i samarbejde med Pernille Mainz, pema@avisen.dk
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er bekymret.
Hun er nervøs for, at den såkaldte Metock-dom fra EF-domstolen vil medføre, at Danmark nu bliver udsat for illegale indvandrere i form af afviste asylansøgere, der ikke kunne få ophold i Danmark.
- Jeg er ret bekymret over, at man kunne forestille sig, at afviste asylansøgere i Danmark kan rejse til Sverige og blive familiesammenført , for derefter at vende tilbage til Danmark igen, siger Birthe Rønn Hornbech.
- Vi vil ikke finde os i denne form for hvidvaskning af illegal indvandring, siger hun til Avisen.dk.
Hun har nu taget kontakt til en række EU-ambassadører og EU-kommissæren for at få sat problemet med illegal indvandring på dagordenen.
- Vi ser gerne en anden EU-ret, end det Metock-dommen er et udtryk for, siger integrationsministeren til Avisen.dk.