Slibrige detaljer om politikernes privat- og sexliv. Masser af smæk for skillingen.
Om præcis en måned går briterne til stemmeurnerne, men hvis du tror en britisk valgkamp er tør og kedelig, så tro om igen.
Briterne er nemlig kendt for at smide alle hæmninger, når jagten på vælgernes gunst først er skudt i gang.
"Britiske politikere har en særlig evne til at begive sig ud i forskellige former for skandaler, som bliver hevet frem, når der er valgkampe. Derfor vil det slet ikke undre mig, hvis der ligger nogle forskellige sager, som de to parter vil hive frem i løbet af de næste fire ugers tid."
Det fortæller lektor med speciale i britisk politisk historie på Copenhagen Business School (CBS), Ole Helmersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Skandaler om eksempelvis unge blondiner, utroskab eller ubetalte regning er i Storbritannien særligt afgørende, vurderer Ole Helmersen, fordi stemmeprocenten de seneste år er faldet til omkring 60 procent.
Derfor vil de politiske modstandere tage alle midler i brug for at få folk ud at stemme.
"Hvis der ligger nogle ting, som politikerne har forsøgt at holde skjult, så skal de nok komme frem. Og kommer der sådan nogle ting frem, så kan det godt få en påvirkning på valget," forklarer CBS-eksperten.
Med til billedet af en grim valgkamp hører også de britiske aviser, der er kendt for at være "overordentligt brutale", siger Ole Helmersen.
"Der er ikke nogen tilbageholdenhed i britisk presse, sådan som det nogle gange virker til, at der er herhjemme. Dansk presse virker til at have visse uskrevne regler om, hvor langt man går med at afsløre personlige og slibrige detaljer. Sådan er det ikke i Storbritannien. Dårlig økonomi og amourøse affærer bliver blæst ud på forsiden."