Ryan Gosling, Oscar-nomineret skuespiller, levede sig virkeligt ind i sin rolle til Hollywood-filmen 'The Lovely Bones'.
Derfor fedede han sig selv op - blandt andet ved at slukke tørsten i smeltet flødeis - og tog 30 kilo på.
Men instruktøren Peter Jackson, kendt fra blockbusteren 'Ringenes Herre', mente ikke, at vægtforøgelsen klædte skuespilleren.
Og derfor fyrede han Ryan Gosling.
"Vi havde forskellige opfattelser af, hvordan rollen skulle se ud," fortæller Gosling til The Hollywood Reporter ifølge Chinadaily.com.
"Jeg mente virkelig, at han skulle være på 95 kilo," lyder det fra Gosling.
Problemerne startede allerede før, at indspilningerne begyndte, lyder det.
"Vi talte ikke særligt meget sammen før, produktionen startede, hvilket var et problem. Jeg dukkede bare op til optagelserne og havde misforstået det," beretter Gosling.
"Så var jeg fed og arbejdsløs".
Den forklaring rimer dog ikke særlig godt hos Fran Walsh, Peter Jacksons kone og nære samarbejdspartner. Ægteparret har en helt anden opfattelse af hændelsesforløbet.
"Ryan kom til os to eller tre gange og sagde, at han ikke var den rigtige person til rollen, og at han var for ung", fortæller hun.
Kilde: Chinadaily.com