"Vejret og månen ser ud til at være med os", så chancen for at se nordlys i aften er god, skriver dmi.dk.
Den farverige "sky" skulle ramme Jorden klokken 19.03 mandag aften, men usikkerheden er dog syv timer, så det kræver en god timing.
I sidste uge var flere amerikanere vidner til det spektakulære himmelfænomen, mens europæerne blev snydt. Men nu er der endnu en mulighed i aften - også på vores breddegrader.
"Udbruddet (lørdag, red.) blev registreret som et såkaldt M8 - en hel del mindre end det massive X5-udbrud natten til onsdag i sidste uge, der gav flotte nordlys mange steder, blandt andet langt ned i USA. Det var kun den uheldige timing, der snød os her i Europa," siger vejrforskeren Peter Stauning til dmi.dk.
Månen kan også blive en forhindring med sit lys, og skyer kan også drille, men ifølge DMI er betingelserne gode, hvis du ikke befinder dig i en større by.
Nordlys opstår, når en særlig "potent plet" på solen eksploderer, som det skete nu i weekenden. Hvis det sker, spyes der flere milliarder tons glødende gas ud i rummet, og når den så blander sig med Jordens magnetfelt, opstår muligheden for nordlys.
Ifølge DMI skal du placere dig selv og klapstolen med retning mod nord.
Kilde: DMI