Åh nej, dine mursten bliver mindre værd - til gengæld, så er der måske penge at spare, hvis du er på vej ind på boligmarkedet.
60 pct. af landets ejendomsmæglere forventer faldende huspriser det kommende kvartal.
Det viser en ny tendensundersøgelse blandt landets mæglere.
Størst er pessimismen i Region Sjælland. Her forventer 62 pct. lavere priser, 28 pct. tror på uændrede priser, mens kun 10 pct. tror på højere priser.
Ejendomsmæglernes forventninger til det kommende tredje kvartal er nu næsten lige så negative, som de var på toppen af finanskrisen.
Det hænger ifølge formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen, sammen med, at den danske økonomi fortsat viser svaghedstegn.
"Samtidig er der kommet rentestigninger, dårligere ratings på realkreditobligationer, udsigt til højere forsikringspræmier og usikkerhed om et valgs betydning for boligmarkedet," siger han.
Tendensundersøgelsen tegner overordnet det samme billede af negative forventninger, uanset om der spørges til huse, ejerlejligheder eller sommerhuse.
Region Nordjylland tegner sig som den region med de mindst pessimistiske mæglere. Her forventer 46 pct. af mæglerne faldende priser, mens 54 pct. forventer uændrede priser.