Da Hærens Operative Kommando (HOK) i oktober så tilbage på den evaluerende rapport fra den omdiskuterede Operation Green Desert under Irak-krigen i 2004, så tolkede HOK den som om, at danske soldater var vidne til hårdhændet behandling af irakiske tilbageholdte.
Det skriver Ekstra Bladet.
I en redegørelse, som forsvarschef Peter Bartram afleverede til forsvarsminister Nick Hækkerup (S) torsdag står der nemlig følgende:
"Fokus må være på ING (Iraqi National Guard - opløst i dec. 2004) enheder under indledende ransagninger og anholdelser. Håndteringen af tilbageholdte må overvåges nøje."
Og det er det, som HOK i dag tolker som følgende:
- Det er Hærens Operative Kommandos vurdering, at dette peger på, at danske soldater har været vidne til hårdhændet behandling af irakiske tilbageholdte, idet det efterfølgende er registreret som en "lesson learned", står der i redegørelsen.
Ifølge Ekstra Bladet har forsvaret gennem årene afvist, at danske soldater var vidne til den hårdhændede behandling uden at gribe ind.
23 irakere har lagt sag an mod staten, fordi de mener, at danske soldater så passivt til, og dermed har været medvirkende til den hårdhændede behandling.
/ritzau/