Der skulle fem tætte og dramatiske kampe til at afgøre det danske mesterskab i basketball for kvinder.
Hørsholm 79'ers vandt lørdag den femte og afgørende kamp med 68-60 hjemme over Stevnsgade. Dermed er Hørsholm dansk mester for niende gang.
Det så ellers længe ud til, at Stevnsgade ville vinde guld for første gang i klubbens historie.
Stevnsgade kom foran 23-19 efter første quarter og udbyggede føringen til 35-29 i andet quarter.
I tredje quarter fik Hørsholm bragt balance i regnskabet med en udligning til 49-49.
Så var der lagt op til en gyser i fjerde og sidste quarter, men Hørsholm var stærkest i slutfasen, og det endte med en sejr på otte point.
Stevnsgade har været i DM-finalerne seks gange siden 1984, men endnu har klubben ikke formået at vinde mesterskabet.
Hørsholm og Stevnsgade havde inden årets finalekampe tilsammen været i DM-finalerne 18 gange, men det var første gang, at de to klubber mødtes i kampene om guldet.
De seneste to år havde Virum vundet DM-guldet for snuden af Hørsholm (2017) og Stevnsgade (2016).
/ritzau/