Syriens premierminister, Riyad Hijab, er flygtet ud af landet med sin familie, oplyser en officiel jordansk kilde.
- Hijab er i Jordan med sin familie, siger kilden, der ikke ønsker at blive nærmere identificeret.
Hvis oplysningerne er korrekte, er Riyad Hijab den hidtil højst placerede person i præsident Bashar al-Assads styre, der er hoppet af.
Direktøren for det britisk baserede Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, Rami Abdel Rahman, siger til nyhedsbureauet AFP i Beirut, at Hijab er flygtet og gået over til oppositionen.
Rahman tilføjer dog, at der er modstridende meldinger om, hvor premierministeren befinder sig.
- Nogle kilder siger, at han er ankommet til Jordan, og andre siger, at han blev anholdt, inden han nåede at flygte, siger Rami Abdel Rahman til nyhedsbureauet AFP.
Tidligere på dagen oplyste det syriske stats-tv, at Hijab var blevet fyret. I stedet er den tidligere vicepremierminister Omar Ghalawanji mandag blevet udpeget til at lede et midlertidigt forretningsministerium.
Præsident Assad udpegede selv Riyad Hijab, der er tidligere landbrugsminister, som premierminister i juni efter parlamentsvalget i maj.
Dengang sagde myndighederne, at det var et skridt i retning af politisk reform. Men modstanderne af Assads regime afviste trækket og betegnede det som en farce.