Gulve, der skal skures, og klude, der skal vrides.
Stik imod, hvad man skulle tro, er det ikke sundt at have hårdt fysisk arbejde - slet ikke hvis man er i dårlig form.
Hårdt fysisk arbejde som f.eks. rengøringsarbejde øger bl.a. risikoen for hjertekar sygdomme. Men hvorfor, det er sådan - ved forskerne ikke meget om.
Det skal et nyt forskningsprojekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) råde bod på.
Forskere vil bl.a. tilbyde en gruppe kvindelige rengøringsassistenter motion. Herefter vil forskerne måle effekten på deres blodtryk, kolesterol og andre parametre knyttet til hjertekar-sygdom.
"Hårdt fysisk arbejde øger blodtrykket, og for højt blodtryk over en hel arbejdsdag er meget farligt. Men ingen har tidligere undersøgt, om ansatte med hårdt fysisk arbejde har for højt blodtryk over en hel arbejdsdag," siger seniorforsker i NFA, Andreas Holtermann.
50 danske rengøringsassistenter vil få forbedret deres kondition, mens en kontrolgruppe på 50 ikke vil.
Hypotesen er, at de, der forbedre konditallet, lettere kan klare deres arbejde og derfor får færre hjertekar-sygdomme end folk i kontrolgruppen.
"Hvis du forbedrer konditionen, så vil arbejdsbelastningen blive relativt lavere," siger Andreas Holtermann.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vurderer, at ca. 600.000 danskere løfter, slæber eller trækker så meget, at de har stor risiko for at få skader i muskler eller skelet og hjertekar sygdomme.
De udsatte arbejder f.eks. som bygningsarbejdere, tjenere, mekanikere, rengøringsfolk og slagteriarbejdere, og især kvinderne lider under det hårde arbejde.