En gruppe danskere arbejder på et indvandrerfrit Danmark.
Det hemmelige netværk kalder sig ORG og består af cirka 100 medlemmer, skriver Politiken, der er kommet i besiddelse af en række interne ORG-dokumenter.
Netværket vil "rense" Danmark for indvandrere og gennemføre et opgør med de "landsforrædere", som har gjort indvandringen mulig.
Ifølge Politiken har flere af netværkets medlemmer forbindelse til Dansk Folkeparti, Den Danske Forening og racistiske og voldelige grupper.
Lederen af ORG, Jesper Nielsen, der har været med i Dansk Folkepartis ledelse i Aarhus, ønsker ikke at udtale sig om netværket.
Partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Jensen, bekræfter, at to ORG-medlemmer har haft tilknytning til partiet.
"Men ingen af de to er medlem hos os længere," siger han til Politiken.
Derudover har han intet kendskab til det hemmelige netværk.
Kilde: Politiken