Den svenske prinsesse Sofia havde søndag sine sidste royale forpligtelser, før hun med god samvittighed kunne trække stikket og gå på barsel.
Det er nemlig i april, at det royale par Carl Philip og Sofia venter deres første barn.
Og de kommende forældre skal ikke leve alene i den sidste søde ventetid, de er nemlig i al hemmelighed flyttet til Drottningholm Slot, hvor det svenske kongepar bor, skriver den svenske avis Expressen.
- Det er rigtigt, at de skal bo på Drottningholm Slot. Det handler om sikkerhed, bekræfter informationschef ved det svenske hof, Margareta Thorgren, over for Expressen og uddyber, at Drottningholm Slot har en sikkerhedsindhegning.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia bor ellers til daglig på Kungliga Djurgården i Stockholm, men flytter altså til Drottningholm Slot på øen Lovön vest for Stockholm.
Parret kommer til at bo i Sjöpaviljongen, hvor også kronprinsesse Victoria og prins Daniel tidligere har boet.
Ifølge Expressen er planen, at det royale par bor på slottet hos det svenske kongepar i mindst et år, så bedsteforældre og barnebarn får lov at se en del til hinanden i den første tid.
Og det må siges at være en stor tid for det svenske kongepar, dronning Silvia og kong Carl Gustaf, der så sent som i begyndelsen af marts senest blev bedsteforældre til den lille prins Oscar, som er kronprinsesse Victoria og prins Daniels andet barn.
Prinsesse Sofia og prins Carl Philip har tidligere afsløret, at de ikke vil kende barnets køn, og det bliver derfor en overraskelse, om Sverige skal have sig en ny prins eller prinsesse.
Prins Carl Philip er lillebror til kronprinsesse Victoria, men storebror til prinsesse Madeleine. Derfor kommer den kommende prins eller prinsesse til at indskrive sig i arvefølgen før både Madeleine og hendes to børn.
/ritzau/FOKUS